“Kvisten er et sted, hvor der ingen fordømmelse er. Man bliver taget alvorligt, og man bliver hørt.”

-Hanne, 53 år fra Bording

Personlige beretninger

Jeg var på afgrundens rand og klar til at tage mit eget liv, før jeg startede ved Kvisten. Jeg var dybt traumatiseret. Ved Kvisten har jeg været igennem et forløb, hvor jeg fik styr på mine følelser, og jeg kan forholde mig til de ting, som jeg har været udsat for. Det har gjort, at jeg har fået livslysten tilbage. Det var et comeback til livet.

I dag kan jeg stå op om morgenen og være glad og tilfreds. Jeg formår at sige fra og til, og jeg har ikke længere kaos i mit hoved. Jeg har tidligere fået medicin for depressioner, det får jeg ikke i dag. Jeg er klar til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, det var jeg ikke for to år siden.

Jeg bed i det sure æble og opsøgte hjælp, for jeg kunne ikke klare det alene. Hvis jeg ikke havde fået hjælp ved Kvisten, havde jeg ikke været her i dag.

Solveig, 46 år fra Karup

Før jeg fik hjælp ved Kvisten, var jeg om bord på et kørende tog, som jeg ikke kunne stoppe. Jeg mærkede ikke følelserne, før det var for sent, og jeg vendte vreden mod dem, der var mig nærmest. I dag kan jeg bedre kontrollere mine følelser og forstå, hvad der sker.

Nina, 33 år fra Silkeborg

Jeg har længe drømt om at kunne snakke åbent om senfølgerne efter overgreb, for senfølger har fyldt rigtig meget i mit liv. Før terapien i Kvisten led jeg rigtig meget af flashbacks. Det er meget svært for andre at sætte sig ind i, hvor anderledes man kan føle sig. Folk kan ikke forstå det. De siger: Det var da bare noget pilleri. Det var da ikke så slemt.

Lars

Den hjælp, jeg har fået ved Kvisten, har betydet rigtig meget. Det var første gang, jeg fortalte om overgrebet, og dét i sig selv var en stor ting. Jeg valgte mig selv til og fik fortalt min historie.

Jeg fik hjælp til at gå min egen vej og komme af med den dårlige samvittighed, som jeg hele tiden gik og dunkede mig selv oveni hovedet med. Jeg fik filtret den fuglerede ud, som jeg befandt mig i. Den største forandring er, at jeg tåler at blive holdt om og holdt af. Det kunne jeg ikke finde ud af før Kvisten. Jeg har sluppet min flugt og i stedet fundet ind til det menneske, som jeg egentlig er. Et menneske, som tror på kærlighed og tilgivelse.

Hjælpen fra Kvisten har betydet, at jeg i dag får lov til at være den, jeg er. Jeg føler rigtig stor taknemmelighed og glæde i mit liv over, at jeg ikke behøver at flygte fra mig selv mere. Det var en rejse, der blev sat i gang, da jeg mødte Kvisten. Hvis jeg ikke havde fået den hjælp, jeg fik ved Kvisten, tror jeg ikke, at jeg ville have mit ægteskab længere. Jeg havde stadig løbet i mit hamsterhjul.

Der er håb i selv de mest grove historier. Det var ved Kvisten, at døren blev åbnet for mig. Jeg har fået den ypperste og mest velkvalificerede behandling. Kvisten gør et kæmpe stykke arbejde, og jeg synes, det er fantastisk, at de findes.

Hanne, 53 år fra Bording

Fysisk kontakt har været frygteligt for mig, og lugten af øl udløste, at jeg fik det rigtig dårligt. Jeg kunne gå i panik, hvis nogen tog om mig bagfra. Men i dag har jeg fået lysten til at være seksuelt sammen med min kæreste, det kan jeg ikke huske, at jeg før har haft.

Maria, 37 år fra Skive

Kvisten er et sted, hvor der ingen fordømmelse er. Nøgleordet er, at man først og fremmest bliver troet på. Man bliver taget alvorligt og man bliver hørt. Og så tør de at spørge ind.

En af Kvistens styrker er også, at terapeuterne ikke bliver skiftet ud. Det betyder rigtig meget, at man har et forløb med den samme terapeut hele vejen igennem.

Hanne, 53 år fra Bording

Jeg er en kvinde på 24 år, som nu har gået i terapi hos Kvisten i 15 måneder. Jeg blev misbrugt seksuelt af en lærer i folkeskolen, fra jeg var ca 8 år til jeg var 13 år. Jeg henvendte mig på Kvisten og kom hurtigt i et samtaleforløb.

På Kvisten oplever jeg, at de frivillige har stor indsigt i de problemer, vi som misbrugte står med. De ting, der sker i terapien, virker på mig som meget velovervejede. Ingen kommer ind direkte fra gaden og har personer i terapi – alle har en viden om, hvad de gør, hvilket er meget betryggende som klient på Kvisten.

Jeg har oplevet utrolig stor fleksibilitet i terapiforløbet. Jeg har i perioder haft samtaler flere gange om ugen, hvor jeg nu kun har brug for det hver 2. uge. Selv i sommerferien vidste jeg, at jeg kunne ringe, hvis det hele blev så hårdt og overvældende, at jeg ikke kunne klare det.

Det er en stor tryghed at opleve, at der virkelig er omsorg og indlevelse i den situation, man står i. På Kvisten sidder man ikke på samme måde med følelsen af at være en klient, der går efter en time og så er glemt. At det er mennesker, der arbejder frivilligt for at hjælpe os, gør konceptet noget anderledes. Jeg oplever, at jeg uge efter uge møder en person, der virkelig har et ønske om at hjælpe mig. Jeg oplever, at når det ikke er penge, men interesse og omsorg for andre, der er de bærende kræfter på Kvisten, føles terapien ægte på en anden måde.

Jeg har både gået til samtaler alene og i en gruppe. På den tid, jeg har kommet på Kvisten, er jeg nået længere, end både jeg, og de fleste andre havde troet var muligt. Der har været perioder, hvor det er gået tilbage, men selv når jeg ikke har kunnet bevare håbet, er jeg mødt op til en samtale og har oplevet, at her var i hvert fald ét menneske, der kunne bære håbet for mig. Jeg har haft så meget glæde af samtalerne på Kvisten, og den erfaring, de har, at jeg håber, at andre i samme situation får mulighed for at opleve, at der er hjælp at hente, så også de kan udvikle sig og leve med dét at have været offer for seksuelle overgreb uden, at det skal påvirke og ødelægge hele livet. Det, vi var udsat for som børn, forsvinder aldrig, men med den rette hjælp er det muligt at lære at leve med det.

Terapien på Kvisten har givet mig den hjælp og gjort mit liv værd at leve

Kvinde, 24 år

Som mand kan man have en fordom om, at gruppeterapi er noget, hvor man sidder og fletter fingre og snakker om følelser. Men jeg gik ind til det med et åbent sind, fordi jeg havde et behov for at få flyttet nogle ting i mig. Og det har givet mig en oplevelse af, at jeg ikke er alene.

I 28 år gik jeg og fortrængte mine tanker og følelser omkring overgrebet, og da jeg pludselig kom i tanke om det, gav det en følelse af, at jeg var meget forkert og anderledes. Gruppeterapien har overbevist mig om, at de problemer, jeg har, er normale, når man har været udsat for det, som jeg har. Vi har i gruppen forskellige historier, men det er de samme udfordringer, vi slås med som voksne. Følelsen af at være forkert og unormal er blevet fjernet, fordi jeg sidder sammen med andre modige mænd, der tør fortælle om deres problemer.

Gruppeterapien har betydet, at jeg for første gang føler, at jeg bevæger mig i den rigtige retning. Det handler ikke om, om man kan fjerne det, der er sket – men mere om at få det lagt på den rigtige hylde. Det vil altid være en del af mig, men det handler om, hvilken betydning det skal have i mit liv i dag.

Der er noget rigtigt i klichéen om, at ’sandheden sætter dig fri’ – det giver ro.

Jesper, 43 år fra Thy

Efter adskillige samtaler over 11/2 år, har jeg indset, at de overgreb, jeg har været udsat for, ikke på nogen måde er min skyld, og jeg er kommet af med den skyld og skam, jeg har båret på næsten hele mit liv. Det, at jeg ikke føler skyld og skam, gør, at jeg nu også åbent tør  fortælle, at jeg har været udsat for overgreb i min barndom.

Det er først nu, hvor jeg er kommet så langt, at jeg kan se sammenhængen mellem min måde at agere og reagere på og de overgreb, jeg var udsat for i min barndom. De har ubevidst styret mine handlinger og reaktioner. Nu oplever jeg, at jeg vælger frit og har mulighed for at påvirke mit liv positivt.

Solveig, 46 år fra Karup

Du er altid velkommen til at kontakte os for råd og vejledning.